
C.W. Obel Ejendomme og Ento indgår partnerskab
30. marts 2026Visionshuset og CWO Huset recertificeret til DGNB Guld
Hele to erhvervsejendomme i Aalborg er recertificeret i DGNB Drift og løftet fra Sølv- til DGNB Guld-niveau. Både Visionshuset og CWO Huset kan nu dokumentere en forbedring af ejendommenes tekniske systemer og indeklima og opnår dermed begge et højere certificeringsniveau.

Visionshuset og CWO Huset i Aalborg er recertificeret og har opnået DGNB Guld.
Recertificeringerne understreger kvaliteten i ejendommenes daglige drift, øger deres attraktivitet og giver lejerne de data og den transparens, som flere virksomheder i dag efterspørger. I C.W. Obel Ejendomme ser vi det som et vigtigt delmål i vores strategi om at løfte og optimere vores ejendomme frem mod 2040.
Energi og teknik er guld værd
Det er en del af vores strategi i C.W. Obel Ejendomme at drive og udvikle ejendomme med ansvar og et langsigtet perspektiv. Først og fremmest drevet af konkrete forbedringer i bygningernes drift og teknik. Visionshuset og CWO Huset har begge fået installeret solcelleanlæg, opgraderet CTS-styringen af varme- og ventilationsanlæg og moderniseret belysningen til LED. De tekniske styringssystemer er opdateret, så bygningerne i dag kan drives mere præcist og energieffektivt end tidligere. Opgraderingerne har reduceret energiforbruget og CO₂-belastningen:
”Når en bygning er 15 år gammel, er klimaskærmen ofte stadig god. Det er teknikken, der først forældes, og det er her, vi kan gøre den største forskel. Ved at opgradere styring, ventilation og belysning, kan vi både reducere energiforbruget og sikre et godt og stabilt indeklima for lejerne,” siger Rasmus Bahr Lund, ESG Manager i C.W. Obel Ejendomme.
Værdi for lejerne
DGNB-recertificeringerne er et kvalitetsstempel, der kan mærkes i hverdagen. En mere effektiv drift betyder lavere energiforbrug og mindre spild, samtidig med at dokumentationen styrkes. Lejerne får derfor adgang til konkrete data om energiforbrug og CO₂-udledning – noget flere virksomheder i dag efterspørger til deres egne ESG-regnskaber. Hos C.W. Obel Ejendomme prioriterer vi den tætte dialog med lejerne, fordi kvalitet i driften også handler om relationer og daglig tilstedeværelse.
”Vores viceværter er synlige i hverdagen, og den tætte kontakt styrker både trivslen og samarbejdet. Det kan både vi og lejerne mærke. Den sociale dimension vægter også i certificeringerne, fordi dialog med lejer og gode faciliteter for alle er en del af ejendommenes samlede kvalitet,” fortsætter Rasmus.
Recertificeringerne gør Visionshuset og CWO Huset mere attraktive og en del af vores strategi om mere ansvarlig ejendomsdrift. De viser, at systematiske forbedringer og vedholdende fokus skaber målbare resultater – til gavn for både lejere og ejendomme.
Hvad er DGNB Guld?
- DGNB er en internationalt anerkendt certificeringsordning for kvalitet og ansvarlighed i byggeri og drift.
- DGNB Drift vurderer eksisterende bygninger ud fra miljømæssige, økonomiske og sociale kriterier.
- Certificeringen bygger på et pointsystem, hvor Guld kræver minimum 65 % opfyldelse af de samlede kriterier.
- Visionshuset og CWO Huset ligger begge over 70 % i den samlede vurdering.
- Vurderingen omfatter blandt andet energieffektivitet, CO₂-reduktion, teknisk drift, indeklima, brugertilfredshed og lejerdialog.
- Certificeringen skal recertificeres løbende.




