
Om C.W. Obel Ejendommes renovering af Badehusvej i Aalborg
27. februar 2025
C.W. Obel Ejendomme årsregnskab 2024
2. april 2025Status vedr. C.W. Obel Ejendommes renovering af Badehusvej i Aalborg
Pressemeddelelse
C.W. Obel Ejendomme skifter byggeleder i forbindelse med renoveringen af Badehusvej 7-13 i Aalborg. Beslutningen er truffet, efter at det i forrige uge kom frem, at en medarbejder fra Brix & Kamp har ændret på et prøvesvar. NIRAS har nu gennemgået alle prøvesvar, der tidligere er kommunikeret til håndværkerne på byggepladsen, og har ikke fundet yderligere fejl i prøverne. C.W. Obel Ejendomme håber, at den nye byggeleder sammen med den nye arbejdsmiljøkoordinator kan genskabe tilliden til et trygt og sikkert arbejdsmiljø.
I forbindelse med overleveringen af rollen som arbejdsmiljøkoordinator fra Brix & Kamp til NIRAS kom det i sidste uge frem, at en medarbejder fra Brix & Kamp på egen hånd har ændret et resultat fra en asbestprøve fra renoveringen af Badehusvej 7-13 i Aalborg. Medarbejderen er blevet bortvist af Brix & Kamp.
”Vi var selv sagt meget overraskede over, at det viste sig, at der var ændret på et prøvesvar. Det har jeg ærligt talt aldrig oplevet før, og vi betragter det som meget alvorligt. Derfor bad vi med det samme NIRAS om at gennemgå og dobbelttjekke alle tidligere prøvesvar. Det står nu klart, at det kun er ét prøvesvar, der er ændret,” fortæller Jan Kristensen, adm. direktør i C.W. Obel Ejendomme.
Ny byggeleder og ny prøvetagning
Som konsekvens af, at medarbejderen fra Brix & Kamp ændrede prøvesvaret, har C.W. Obel Ejendomme besluttet at flytte byggeledelsen på pladsen fra Brix & Kamp til NIRAS. Byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinatorrollen vil være adskilt og blive varetaget af to forskellige personer hos NIRAS.
Desuden vil alle overfladeprøver og materialeprøver på byggepladsen fremover blive taget af HJ Energi. Luftprøver vil fortsat blive taget af Eurofins, der også står for analyse af alle prøver fra pladsen.
”Der er behov for at skabe ro og tryghed om sikkerheden på byggepladsen. Derfor har vi foretaget disse udskiftninger. Vi håber, at en ny byggeleder og arbejdsmiljøkoordinator samt ny proces for prøvetagning kan genoprette tilliden til sikkerheden, så alle kan være trygge, når de går på arbejde,” siger Jan Kristensen.
Mens NIRAS har gennemgået de prøvesvar, der tidligere er kommunikeret til håndværkerne på byggepladsen, har arbejdet på pladsen været suspenderet. Der er samtidig foretaget en grundig gennemgang af sikkerheden på pladsen samt ekstra rengøring og nye prøver, og arbejdet bliver nu gradvist genoptaget, efterhånden som disse supplerende tiltag er afsluttet i hvert område.
C.W. Obel Ejendomme vil fortsat i tæt dialog med NIRAS drøfte behovet for eventuelt yderligere tiltag, der kan sikre en tryg og sikker arbejdsplads. NIRAS erstattede i februar Brix & Kamp som arbejdsmiljøkoordinator og ansvarlig for sikkerhed på byggepladsen.
Fakta om renoveringen af Badehusvej i Aalborg
Det har fra begyndelsen været kendt, at bygningen på Badehusvej 7-13 i Aalborg indeholdt asbest. Derfor har renoveringen været tilrettelagt under hensyntagen til gældende arbejdsmiljøregler om sikker håndtering af asbest og taget højde for, at indkapslingen af asbesten bevares. Det er sket i dialog med bl.a. Arbejdstilsynet og Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
Asbestisolering er ikke farlig, så længe overfladen ikke brydes, eller hvis brud efterfølgende indkapsles, og der er ikke lovkrav om, at asbest skal fjernes fra bygningen i forbindelse med ombygning eller renovering.
Ud over de lovpligtige krav til håndtering af sikkerheden har der været iværksat ekstra tiltag for at øge sikkerheden, eksempelvis orienteringsmøder om asbest i samarbejde med Byggeriets Arbejdsmiljøbus, ekstra inddækning, rengøring samt ekstra kontrol med overflade- og luftprøver.




