Blandingen af rækkehuse og lejligheder i HeerupHave giver plads til beboere med forskellige behov.
HeerupHave er C.W. Obel Ejendommes seneste byggeri i Ørestad, og med opførslen af ejendommen udvidede vi antallet af boliger i Ørestad med 91 nye lejeboliger. HeerupHave er designet som en klassisk københavnerkarré – med et moderne twist.
Ejendommen består nemlig af både lejligheder og rækkehuse, som ligger i forlængelse af hinanden, hvilket giver mulighed for, at beboere med forskellige boligbehov kan bo side om side. En af arkitekterne bag HeerupHave, Søren Alfang Jakobsen fra arkitektvirksomheden C.F. Møller, fortæller om projektet:
“Idéen var at tage den her klassiske karrébebyggelse med lejligheder, som man kender fra en stor del af Ørestad, og så kombinere det med rækkehuse. Så rækkehusene passer egentlig rigtig godt til en familie, og så har vi lidt mindre lejligheder, som passer godt til unge mennesker og til enlige samt seniorer. Så tanken var egentlig at skabe et projekt, hvor der er plads til alle typer beboere på tværs af familiesituationer og generationer.”
Det er første gang, at C.W. Obel Ejendomme har bygget en ejendom med rækkehuse, og resultatet er blevet et moderne byggeri med stor alsidighed i rolige omgivelser lige ved Kalvebod Fælled. Og i en tid, hvor efterspørgslen på boliger i København er stor, har det været vigtigt for os at kunne tilbyde boliger til beboere, som er forskellige steder i livet. Søren Alfang Jakobsen forklarer om tankerne bag byggeriet:
“I de her tider snakker man meget om generationernes byggeri, og det er både inden for private lejligheder, ældrebyggeri og ungdomsboliger, hvor man prøver at blande forskellige generationer for at skabe et mere alsidigt byggeri.”
C.F. Møller, som er en af Skandinaviens største og ældste arkitektvirksomheder, har i arbejdet med HeerupHave lagt vægt på bæredygtige materialer, hvilket også ses ved, at byggeriet er DGNB-guldcertificeret. Bygningerne er kendetegnet ved deres røde facader, sorte aluminiumsaltaner, terrasser, grønne tage, gårdmiljø og den varierende højde. Hos C.F. Møller er der ligeledes blevet tænkt meget over, hvordan beboernes liv i HeerupHave skal være. Søren Alfang Jakobsen forklarer:
“Det mest positive er, at man som beboer får en stor diversitet. Netop fordi at lejlighederne taler til de unge og de ældre, i forhold til at man bor færre sammen. Og så er der med rækkehusene plads til familierne. Så når man sidder i sin lejlighed og kigger ned i gården, kan man se familierne og børnene lege i gården.”
HeerupHave er en del af et lokalområde med kulturtilbud, indkøbsmuligheder, caféer, grønne omgivelser og børnefamilier. Byggeriet består af 77 lejligheder og 14 rækkehuse. Du finder HeerupHave på Else Alfelts Vej 30-34 kun fem minutters gang fra Vestamager Station.