Historien
C.W. Obel Ejendomme-historien er en del af en fortælling, der går helt tilbage til 1787. Fra tobaksfabrik i Aalborg til moderne ejendomsvirksomhed. Fra Asta Obels vision om at give tilbage til samfundet til nutidens arbejde med at skabe de helt rigtige rammer – for både mennesker og byer.

2019
Vi får egen boligforvaltning
I takt med at investeringerne i boligejendomme øges, etableres egen boligafdeling målrettet forvaltning og drift af udlejningsboliger.
2014
C.W. Obel Bolig P/S etableres
C.W. Obel Ejendomme beslutter at gå målrettet ind i investering i nye boligejendomme og etablerer C.W. Obel Bolig P/S. Første investering er på Islands Brygge.


2009
Obel-LFI Ejendomme A/S etableres
Sammen med Lundbeckfonden etablerer C.W. Obel Ejendomme ejendomsselskabet Obel-LFI Ejendomme A/S. Obel-LFI Ejendommes strategi er at fokusere på investeringer i større ejendomme af høj kvalitet. Obel-LFI Ejendomme står bl.a. bag Strandboulevarden/Århusgade i Århusgade kvarteret i København.
2004
7. generation overtager direktørstolen
I 2004 forlader Morgens Hugo Jørgensen posten som adm. direktør i C.W. Obel A/S og efterfølges af Anders Christian Obel (7. generation).


2001
C.W. Obel A/S afnoteres
I 2001 afnoteres C.W. Obel A/S fra Københavns Fondsbørs for at ejes 100 % af Det Obelske Familiefond. C.W. Obel er nu et investeringsselskab. Strategien er at investere i mellemstore danske virksomheder med god indtjening og ledelse, hvor der er kapitalbehov til ekspansion, opkøb eller lignende.
1990’erne
Første adm. direktør uden for familien
Mogens Hugo Jørgensen tiltræder som den første adm. direktør uden for familien For at styrke indsatsen på ejendomsområdet udskiller C.W. Obel i 1998 ejendomsdivisionen til et selvstændigt datterselskab under navnet C.W. Obel Ejendomme P/S, der er 100% ejet af C.W. Obel A/S.


1961
Tobaksproduktionen overdrages
C.W. Obels tobaksproduktion overdrages i 1961 til Skandinavisk Tobakskompagni, mens C.W. Obel beholder bygningerne, som lejes ud. Badehusvej tømmes for tobaksaktiviteter, og lokalerne indrettes til udlejning til kontorer og undervisningsinstitutioner og ejendommen er fortsat i dag en del af vores portefølje.
1956
Det Obelske Familiefond stiftes
På initiativ af Asta Obel bliver Det Obelske Familiefond stiftet i 1956. Fondet har tre formål: At sikre god ledelse af og skabe de bedste rammer for virksomheden C.W. Obel A/S, at støtte Obel-familien og at støtte almennyttige formål.


1935
Tobaksgaden
Vestergade blev i gammel tid kaldt for Københavns tobaksgade, da det var her, Københavns første tobaksfabrikker lå. Obels Gaard i Vestergade er i dag hovedkontor for C.W. Obel Ejendomme og C.W. Obel A/S.
1920’erne
Tobaksproduktionen flytter til Islands Brygge
Tobaksproduktionen i København flytter lokaler fra Frederiksberg til den nyopførte C.W. Obels Cigarfabrik på Halfdansgade 8 på Islands Brygge. I dag er ejendommen er en del af vores ejendomsportefølje og hedder Halfdansgade 10.


1921
Asta Obel overtager
4. generation – Christen Winther Obel - dør i 1921, og C.W. Obel overtages af hans enke, Asta Obel. Sønnerne Frederik Obel og Carl Frode Obel træder samtidig ind i selskabets ledelse. Asta Obel er eneejer af C.W. Obel frem til 1937, hvor hun får virksomheden omdannet til et familieaktieselskab.
1897
Fabrikken udvides
I 1897 opføres en ny og større fabrik i Aalborgs vestlige udkant. I de følgende årtier må fabrikken udvides flere gange. Samtidig opføres de to direktørvillaer, den røde til familien Obel og den hvide til kompagnonen Kjær med familie. Den Hvide Villa huser i dag Det Obelske Familiefond samt C.W. Obel Ejendommes afdeling i Aalborg.


1828
Nyt navn: C.W. Obels Tobaksfabrik
Efter Christen Winthers død i 1798 gifter hans enke sig med Frederik Chr. Obel, der køber fabrikken. Deres søn – Christen Winther Obel – køber i 1828 fabrikken og ændrer navnet til C.W. Obels Tobaksfabrik.
1787
Erfaring siden 1787
Vores rejse begynder helt tilbage i 1787, da Christen Winther med et kongeligt privilegium fik lov til at anlægge ”en fuldkommen og komplet tobaksfabrik i Aalborg”. Samme år begynder produktionen i en købmandsgård beliggende på det, der i dag kendes som C.W. Obels Plads i Aalborg.

Sammen skaber vi de helt rigtige rammer
C.W. Obel Ejendomme udlejer attraktive, velholdte lejemål til bolig og erhverv i Storkøbenhavn og Aalborg, og ejendommene er karakteriseret af kvalitet, æstetik og central beliggenhed. Vi er i tæt partnerskab med kunder og beboere, fordi gode løsninger skabes i fællesskab. Når vi er i øjenhøjde og til stede i hverdagen, kan vi skabe de helt rigtige rammer på et fundament af Ordentlighed, Ansvarlighed og Dygtighed.
Ordentlighed
Vi behandler mennesker og bygninger med respekt. Vi gør os umage og holder, hvad vi lover.
Ansvarlighed
Vi tænker langsigtet og tager ansvar. Det gælder investeringer, drift og vores rolle i samfundet.
Ærlighed
Vi taler ærligt – også når tingene er komplekse. For os skabes tillid gennem åbenhed og kommunikation i øjenhøjde.
