Indretning af din altan

 

Din altan er din oase i hjemmet. Det er her, du kan nyde din morgenkaffe, slappe af efter en lang arbejdsdag og invitere gæster over, mens du er omgivet af naturen inden for hjemmets trygge rammer. Du har rig mulighed for at indrette din altan, så den afspejler dit humør og personlighed.

Din altan kan indrettes som en forlængelse af lejlighedens stil eller bryde med stilen og skabe en niche med sit eget udtryk. Med en god og personlig altanindretning kan du puste nyt liv i hjemmet, samtidig med at du får masser af dagslys, der hænger direkte sammen med dit helbred, humør og velvære.

C.W. Obel Ejendommes lejligheder har alle udgang til egen altan eller terrasse. Her kan du læse om gode råd og idéer til indretningen af din altan, så du får mest muligt ud af altanens størrelse og kan sætte dit eget personlige aftryk.

Kom godt i gang med indretningen af din altan

Ligesom når man indretter sit hjem eller sit værelse, er mulighederne for indretningen af altanen betinget af dens størrelse. Begynd med at gøre dig nogle tanker om, hvad du drømmer om på din altan. Hvad er det vigtigste for dig? På den måde kan du danne dig et bedre overblik over altanens muligheder.

Den gode altanindretning vil være en blanding mellem æstetiske og praktiske overvejelser. Ud over altanens størrelse har det også en betydning, hvilken retning din altan vender. Det er en god idé at tænke over verdenshjørnerne – om altanen er vest-, øst-, nord- eller sydvendt, da det er afgørende for, hvor meget sol, skygge og vind du har på altanen.

Hvis din altan er sydvendt, vil du opleve, at altanen er badet i sol det meste af dagen på de solrige dage. Det er ideelt til hygge i eftermiddags- og aftensolen. Det kan dog være køligt i morgentimerne, inden solen har varmet altanen op. De solrige dage vil til gengæld blive meget varme – her kan en parasol, et solsejl eller en markise være til meget nytte.

En nordvendt altan er god til at undslippe de meget varme dage, da de omkringliggende huse og træer skærmer af for solen, så din altan får mest mulig skygge på de solrige dage.

En østvendt altan har fordelen af den dejlige morgensol, da solen stiger op i øst – dog vil din altan ikke få samme mængde sol som en syd- eller vestvendt altan. En vestvendt altan får mere lys, men hvis det blæser eller regner, er der ofte mere kraft i vestenvinden. Her kan du med fordel afskærme vinden, så dine hynder og møbler ikke blæser væk.

Din altans retning og vinkel har derfor en betydning for, hvordan indretningen fungerer bedst. Hvis du vil have planter eller grøntsager, skal du overveje, hvilke planter der klarer sig bedst under din altans forhold. Nogle planter kræver mere sol end andre, og nogle planter er mere sarte overfor blæst og regn.

Derfor er det en god idé at starte med at overveje, hvad du drømmer om på altanen, og hvad der kan lade sig gøre ud fra altanens praktiske forhold. Derefter starter indretningen af din drømmealtan.

Slip drømmene – og de grønne fingre – løs på den store altan

Har du en stor og rummelig altan, har du plads til at være mere rundhåndet med din altanindretning. Her er der mulighed for at inddele altanen i forskellige afdelinger, ligesom man vil gøre inde i lejligheden. Du kan bruge skillevægge, havehegn, sejl eller plantekummer med høje planter eller buske i til at adskille de forskellige afdelinger, til at give læ og skygge eller for at sikre privatliv overfor naboer og evt. forbipasserende.

Du kan dyrke en del af din store altan som en have, hvor du ikke nødvendigvis behøver at prioritere, om det skal være krydderurter, blomster, grøntsager eller små træer. Ligesom i et lille drivhus vil du have mulighed for det meste.

Du kan have en afdeling til spisning med bord og stole – og måske en grill. Du kan have en hyggekrog med en pallesofa, loungemøbler eller liggestole, hvor du kan slappe af og lade op – eller endda sove under åben himmel i de varme nætter.

Du har sågar plads til en terrassevarmer, der kan forlænge sommeren, så du ikke er så afhængig af årstiderne. Ved at opdele din altan i flere funktioner, skaber du samtidig en hyggelig og intim stemning.

Hyggekrog, grønne fingre eller romantiske aftener på altanen

Der er intet som at sidde på en pallesofa med bløde puder og tæpper, en god bog i hånden og omgivet af din egen lille urte- eller blomsterhave. Det kan være, at du har indrettet altanen med rustikke møbler, hvor du kan spise dejlig mad og få et glas vin med dem, du har kær.

Mindre altaner kræver prioriteringer og praktisk omtanke

Altanindretning på mindre altaner med begrænset plads kræver, at du må prioritere, og at du har sans for detaljer for at opnå maksimalt udbytte af altanen. En mindre altan stiller ligeledes større krav til oprydning og vedligeholdelse af altanen. Undgå at altanen bliver rodet eller bliver et sted til opbevaring, så du i stedet har mere plads til det, du ønsker på altanen.

Der findes efterhånden mange multifunktionelle møbler, der er designet specifikt til altaner og som kan spare meget plads. Det kan være klapborde eller -stole, borde som også fungerer som tørrestativ eller en siddebænk med opbevaringsplads til fx hynder, tomme krukker og lignende.

Når du indretter din altan, kan det være en god idé at hæve møbler og planter fra altangulvet, så du får følelsen af mere plads. Det er også smart at udnytte højden på altanen – fx kan du hænge planter op på en plantestige eller på et metalnet. Tænk kubikmeter i stedet for kvadratmeter. Det er pladsbesparende og ser indbydende og flot ud.

C.W. Obel Ejendomme har samlet 6 gode råd til indretningen af altanen

  1. Indret din altan med et altangulv. Et flot trægulv skaber varme og liv på din altan fremfor et koldt betongulv. Det er hyggeligt og indbydende, samtidig med at det er blødt og rart at gå på.

  2. Har du krukker på din altan, er det en god idé at løfte krukkerne med krukkefødder, så du undgår misfarvninger på altangulvet.

  3. Indret altanen med bløde tekstiler. Tæpper, puder, hynder og lignende er en hurtig, effektiv og billig måde at pifte altanen op på, så den afspejler dig og din personlighed. Det er også let at udskifte, så du hurtigt kan ændre din altans udtryk.

  4. Planter er den ultimative stemningsskaber. Afhængigt af størrelsen på din altan kan du dyrke blomster, krydderurter, små træer, grøntsager eller frugter. Det kan være en god idé at blande større og mindre planter, så din altan har et alsidigt og frodigt udtryk. Planter du fx krydderurter, har du også inspiration og friske råvarer til aftensmaden.

  5. Hold orden på din altan. Undgå at bruge din altan som opbevaring eller som skraldespand. Hold den ryddelig og ren, så den indbyder til dig og dine gæster.

  6. Skab hygge. Du kan indrette din altan med farverige lyskæder, malede møbler, mønstret udsmykning, mm. Eller holde den mere stilren. Prøv dig frem og find ud af hvad der fungerer for dig.