Visionshuset og CWO Huset i Aalborg modtager DGNB sølvcertificering

De to bygninger er blevet vurderet på niveauet af bæredygtighed og har nu modtaget den anerkendte pris.

10. januar 2022 - Af Helle Nielsen


Det er med stor glæde, at vi kan annoncere nyheden om, at C.W. Obel Ejendomme har modtaget en DGNB Sølvcertificering for to af vores eksisterende bygninger i Aalborg. DGNB certificeringen bygger på FN’s definition af bæredygtighed og er et omfattende værktøj til at angive en bygnings miljømæssige kvalitet, sociale kvalitet, tekniske kvalitet, proceskvalitet og områdekvalitet.

De to sølvcertificerede bygninger er Visionshuset og CWO Huset i Aalborg, der i en årrække har prydet Danmarks fjerdestørste by. Hos C.W. Obel Ejendomme ser vi certificeringen som en stor anerkendelse af vores byggerier. Særligt fantastisk er det, at to bygninger der er mere end ti år gamle, kan blive sølvcertificerede for bæredygtighed, uden der er taget særskilt hensyn hertil i forbindelse med opførelsen.

 


I arbejdet med at blive DGNB certificeret har vi modtaget kyndig assistance fra COWI, der har stor erfaring med at vurdere bygninger i forhold til DGNB systemet. Afdelingschef Michael W. Henriksen er godt tilfreds med den nye certificering:

“Det er meget positivt, at vi med COWIs hjælp har fået tildelt to gange sølvcertifikat. Normalt er mit mål ikke en sølvmedalje, men da vi taler om to bygninger der begge er mere end ti år gamle, er det en bedrift, som er meget tilfredsstillende.”

 


Et af parametrene Visionshuset og CWO Huset er blevet vurderet på er, hvordan bygningerne drives. Her kigges der bl.a. på drift og vedligeholdelse, om affald håndteres på en bæredygtig måde og hvor mange udgifter hver lejer har i forbindelse med drift, opvarmning m.v.

“At blive DGNB certificeret er en omfattende proces, men i høj grad også noget vi ønsker at gøre, da vores lejere efterspørger at kunne vise, at der sker grønne tiltag i deres klimaregnskaber. Vi arbejder løbende på at gøre vores bygninger mere bæredygtige, og hos C.W. Obel Ejendomme ser vi frem til flere tiltag, der både giver mening på det økonomiske og det miljømæssige plan,” afslutter Michael W. Henriksen.

Læs mere om CWO Huset
Læs mere om Visionshuset

Del denne nyhed