
Større vinduesprojekt på ejendommen Gl. Mønt
5. maj 2026
Medarbejdere stiller større krav
27. maj 2026Forbedret driftsresultat og stabil ejendomsportefølje

Med et skarpt fokus på den daglige drift har ejendomsaktiviteterne i 2025 skabt et forbedret driftsresultat. Porteføljen fremstår stabil og robust på tværs af erhvervs- og boligejendomme.
2025 var det første hele regnskabsår efter en større omstrukturering af ejendomsaktiviteterne under Det Obelske Familiefond. Ejendomsaktiviteterne er i dag organiseret i tre selvstændige selskaber: Obel Ejendomsinvest ApS, C.W. Obel Ejendomme P/S og C.W. Obel Bolig P/S. På den baggrund aflægges der ikke ét samlet koncernregnskab for ejendomsaktiviteterne. Den nye struktur har imidlertid styrket fokus på drift og porteføljetilpasning samt skabt et solidt fundament for den videre udvikling.
Ejendomsaktiviteterne inkl. pro rata konsolidering af Obel-LFI Ejendomme A/S realiserede i 2025 et samlet resultat før skat på 285 mio. kr. (2024: 202 mio. kr.), og driftsresultatet udgjorde 343 mio. kr., hvilket er en forbedring i forhold til året før (2024: 327 mio. kr.). Fremgangen er opnået trods lavere lejeindtægter og afspejler en stabil og effektiv drift med fokus på omkostningsstyring og porteføljeoptimering. Boligejendommene har været stort set fuldt udlejet gennem hele året og bidrager fortsat med en stabil og forudsigelig indtjening.
I 2025 er ejendomsporteføljen opskrevet med 125 mio. kr. til 9,8 mia. kr., hvoraf 2,2 mia. kr. er koncernens andel af ejendomsporteføljen i Obel-LFI-Ejendomme. Opskrivningerne baserer sig primært på forbedringer i den underlæggende drift. Afkastkrav er fastholdt uændret.
“I 2026 forventer vi et driftsresultat lidt over niveauet fra 2025, drevet af lavere tomgang i erhvervsporteføljen og fortsat stabil indtjening fra boligejendommene. Markedet er fortsat præget af rente uro og pres på afkastkravene, hvilket betyder, at værdifremgang i porteføljen primært skal skabes gennem forbedringer i den underliggende drift,” siger administrerende direktør Jan Kristensen.
På den baggrund forventer ledelsen i 2026 en fortsat stabil udvikling i ejendomsaktiviteterne. Dette understøttet af en effektiv drift og en robust ejendomsportefølje på tværs af erhverv og bolig.

Resultater fra 2025
- Ejendomsaktiviteterne inkl. pro rata konsolidering af Obel-LFI Ejendomme A/S realiserede et resultat før skat på 285 mio. kr. (202 mio. kr. i 2024)
- Driftsresultatet udgjorde 343 mio. kr. (327 mio. kr. i 2024)
- Høj og stabil udlejningsgrad i boligejendomme; erhvervsportefølje med tomgang på 8,6 % ultimo 2025
- Ejendomsporteføljen blev opskrevet med 125 mio. kr.
- Den samlede ejendomsportefølje udgør 9,8 mia. kr., hvoraf 2,2 mia. kr. er koncernens andel af porteføljen i Obel-LFI Ejendomme A/S, der ejes 50:50 med Lundbeckfonden.
Læs C.W. Obels årsrapport 2025 her
Se C.W. Obels pressemeddelelse her




