Vestergade 2 – Erhvervslejemål i det historiske København

Charmerende erhvervslejemål i Københavns centrum byder på det bedste fra Indre Bys historiske kvarter, hvor middelalderens forgrenede gader møder hovedstadens moderne erhvervsliv. Fra tagterrassen har de ledige kontorlokaler i Obels Gaard en flot udsigt over byens tage.

22. maj 2014 - Af Camilla Andreasen


På hjørnet ud til Gammeltorv byder Obels Gaard på kontorlokaler i Indre Bys historiske kvarter. Med en central placering i den gamle bydel er Vestergade 2 et af de mest attraktive erhvervslejemål i København, hvor beliggenhed og kontorlokaler går op i en højere enhed. Det ledige lejemål ligger i forhuset på Vestergade 2 i den gamle gæstgivergård, hvor vi hos C.W. Obel Ejendomme også har placeret vores hovedsæde. Ejendommen har været en del af C.W. Obel siden 1936, men den smukke bygnings historie strækker sig helt tilbage til middelalderens København, og det kan mærkes i det spændende kvarter.

Erhvervslejemål i det historiske København

Med rødderne plantet solidt i det gamle København tilbyder erhvervslejemålet en unik historisk oplevelse. På trods af ødelæggelserne efter de store bybrande, der hærgede København i 1700-tallet, blev genopbygningen af Vestergade og Pisserendens øvrige gader bevaret i middelalderens fortsættende bygningsstil. Krumningen på Vestergade er et tydeligt vidne om fortidens organiske byliv, hvor fodgængere let og ubesværet kunne bevæge sig rundt i de forgrenede gader. Det giver i dag en charmerende nærhed til kvarteret, hvor de mange små butikker og caféer aldrig er mere end et par minutters gang om hjørnet.

Hensynet til kvarterets historiske kvaliteter er stadig højt på agendaen, hvor mange af de ældste ejendomme er blevet fredede. I 2008 vedtog Borgerrepræsentationen tilmed, at Indre By skal friholdes for alle former for højhuse, så kvarterets beboere og lejere af erhvervslejemål fortsat kan nyde gadernes smukke lysindfald mellem de lave etageejendomme. For lejemålet på Vestergade 2 betyder det, at tagterrassens gode udsigt udover byens tage er sikret for alle fremtidige kunder. Kun midtbyens mange spir knejser over bydelen og minder om, at Vestergade ligger lige midt i hjertet af København.

Centralt placerede kontorlokaler i København

erhvervslejemål_indre_by_københavn.jpg

Nærhed er det gennemgående nøgleord for erhvervslejemålet på Vestergade. Det gælder ikke bare for kvarterets charmerende butiksliv og frokostrestauranten Cafe Gammel Torv på Vestergade 1, men også forbindelsen ud til Københavns vigtige attraktioner som Tivoli, Kongens Have, Det Kongelige Teater og Rådhuspladsen. Med en beliggenhed midt i byen har kontorlokalerne let forbindelse ud til det øvrige erhvervsliv i København, for S-togslinjen fra Vesterport og Nørreport er kun få hundrede meter væk - og med lejemålet følger også to parkeringspladser i gården.

Selvom erhvervslejemålet på Vestergade i dag er placeret centralt, hører det også til bygningens historie, at det ikke altid har forholdt sig sådan. Før voldene blev åbnet i 1856, var Vestergade en populær gade for gæstgiverier i udkanten af byen, hvor omegnens rejsende kunne overnatte - og her var Vestergade 2 et af gadens noblere etablissementer. Da C.W. Obel overtog ejendommen i 1936 for at tilpasse huset mere moderne kontor- og erhvervsbrug, var det med sigte på at bevare så meget af bygningens særegne kvaliteter. Her blev arkitekten bag det før-modernistiske baghus, Frits Schlegel, præmieret for sin bemærkelsesværdige byggeindsats.

Erhvervslejemålet på Vestergade 2 er lyst og funktionelt med en god variation af storrum og mindre kontorer, der passer godt for en mellemstor virksomhed. Hos C.W. Obel Ejendomme har vi selv hovedsæde i den smukke murstensbygning, og vi glæder os til byde de fremtidige lejere velkommen og til at tage del i det særegne bymiljø.

Er du interesseret i at vide mere om mulighederne for kontorlokalerne i Indre By? Læs mere om det under ledige erhvervslejemål.

Del denne nyhed