Nye erhvervslejemål i København samler op på betydeligt kapitel i dansk erhvervshistorie

Det vakte opsigt da C.W. Obel Ejendomme i marts kunne skrive under på erhvervelsen af Daniscos tidligere hovedsæde i Københavns havn. Vi har siden da arbejdet tæt sammen med eksisterende og nye kunder på at gennemrestaurere bygningen og klargøre de første 16.000 m² tilpassede kontorlejemål i en markant erhvervsejendom med en helt særlig sjæl og historie.

3. september 2013 - Af Camilla Andreasen


Vi ser frem til at kunne byde lejere velkommen i fleksible og tilpassede kontorlejemål med fantastisk beliggenhed i hjertet af det gamle merkantile København. Teknisk direktør i C.W. Obel Ejendomme, Kim Freilev, fortæller her om de overvejelser, der ligger bag arbejdet med at skabe nye kontorlejemål i de 100 år gamle pakhuse ved havnen.

En erhvervsejendom, der forpligter

Med erhvervelsen af de enorme pakhuse, der siden 1912-13 har fungeret som hovedsæde for De Danske Sukkerfabrikker - siden Dansico, nu Dupont Nutrition biosciences og Nordic Sugar - var det en af de ældre og mest synlige erhvervsejendomme i København, der skiftede ejer og C.W. Obel Ejendomme fik en betydelig tilføjelse til porteføljen af markante erhvervslejemål i København, Aarhus og Aalborg. Vi har siden arbejdet fokuseret på at udvikle erhvervslejemål og kontorlokaler, som kan bygge bro mellem ejendommens helt særlige position i dansk erhvervshistorie og behovene til lejemål hos moderne virksomheder. Danisco ejendommen er noget særligt. Den har karakter og en flot arkitektur. Den har en stærk historie som en betydelig del af dansk erhvervsliv. Og ikke mindst har den en fantastisk beliggenhed. Alt sammen er med til at skabe en unik mulighed for at etablere nye og specielle rammer for de virksomheder, der lejer kontorlokalerne på Langebrogade 1-3 i København.
Kim Freilev, teknisk direktør i C.W. Obel Ejendomme forklarer:

"Danisco ejendommen er en markant og flot bygning, der med sin helt særlige beliggenhed ud til kanalerne i Københavns Havn og historie i landets sukkerproduktion befinder sig i mange danskeres bevidsthed. Det gør det sjovt og spændende for os at få den i porteføljen. Det er en spændende udfordring og en mulighed at skulle skabe nyt liv i denne flotte gamle bygning, der bærer på en klar historie omkring dansk erhvervsliv, og det ligger os meget på sinde at udvikle den på en ordentlig måde, hvor arkitekturen respekteres samtidig med, at vi er med til at tilbyde ejendommen noget nyt." 

Et køb af en sådan ejendom er ikke blot en investering, men forpligter, og her hos C.W. Obel Ejendomme har vi siden erhvervelsen været i løbende dialog med eksisterende og nye kunder omkring renoveringen og udviklingen af ejendommen, så vi kan skabe nye, tidssvarende og spændende kontorlejemål i København.

Udvikling af erhvervslejemål i flere faser

De eksisterende og nye kunder bindes sammen i et koncept med fælles kantine, mødecenter og fitnessfaciliteter, som C.W. Obel Ejendomme har haft succes med i såvel Mikado House ved DR Byen og CWO-Huset i Aalborg. Arbejdet med at renovere og modernisere de gamle bygninger, så lejemålene fremover indfrier alle krav og forventninger fra kunderne, foregår over flere faser og i tæt samarbejde med de enkelte kunder, fortæller Kim Freilev:

"Lige efter ejendommens overtagelse i marts 2013 blev de eksisterende to lejere flyttet sammen, for at frigøre bygninger og kontorlokaler på henholdsvis 4.000 og 8.000 m², der nu er i gang med at blive renoveret fra a til z."

Dette arbejde sker i løbende dialog med kunderne omkring deres ønsker, så vi sikrer at alle behov tilgodeses og lejemålene ikke blot bliver smukke, men funktionelle med udgangspunkt i kundernes daglige behov. Dette arbejde er i fuldt sving, og vi forventer at have de første lejemål færdige ved årsskiftet.

Sideløbende med dette indretter vi til en ny kunde udefra, som skal overtage godt 4.000 m² kontorlokaler, og er nu nået dertil, hvor vi forventer at sende udviklingsarbejdet i udbud i efteråret, så renoveringen og tilpasningen kan gå i gang omkring årsskiftet.

Disse store kunder fylder dog ikke pakhusenes mange kvadratmeter ud og der er endnu mulighed for ledige lejemål: "Vi er på udkig efter nye kunder til de sidste knap 3.800 m² kontorlokaler i ejendommen," fortæller Kim Freilev og tilføjer: "det kan både være sammenhørende eller i form af mindre lejemål begyndende fra 600 m² og opefter."

I alt bliver der i Dansico ejendommen udviklet 20.000 m² nye kontorlejemål i København, når renoveringen er færdig, og med købet af Langebrogade 1-3 har C.W. Obel Ejendomme (inkl. andel af værdien i OBEL-LFI Ejendomme A/S) en portefølje på 5,2 milliarder med erhvervsejendomme i København, Aarhus og Aalborg.

Du kan læse meget mere om vores ejendom på Langebrogade 1 her.

Del denne nyhed