Mølleå Arkaden – Butikslokaler i Aalborg midtby

Butikslivet blomstrer igen i Aalborg, og hos C.W. Obel Ejendomme har vi kun få ledige lejemål tilbage, lyder det fra afdelingschefen i Jylland. I Mølleå Arkaden er der endnu mulighed for flotte butikslokaler med god beliggenhed og stemningsfuldt cafemiljø.

2. april 2014 - Af Camilla Andreasen


De tiltagende kundestrømme til Mølleplads varsler gode tider for erhvervslokaler i Aalborgs Mølleå Arkade, lyder det fra C.W. Obel Ejendommes afdeling i Aalborg. Midt i byens stemningsfulde oase er et nyt butikslejemål netop blevet ledigt, hvor kommende kunder kan nyde godt af pladsens grønne haveanlæg og rislende springvand. Erhvervsejendommen er opført i 1991 med en imponerende glasfacade ud mod Mølleplads og tilhører én af de mest interessante butiksplaceringer i Aalborg lige nu, forklarer Michael W. Henriksen, der er C.W. Obel Ejendommes afdelingschef for Aalborg og Aarhus.

Butikslokaler i Aalborgs travleste kvarter

"Vi ligger rigtig attraktivt i forhold til gågademiljøet," fortæller Michael om butikslokalernes placering. Med en beliggenhed nær det travle hovedstrøg i Aalborg har erhvervslejemålet fordel af det hyggelige cafémiljø på Mølleplads, imens den lille gågade fra hovedstrøget sikrer, at de shoppende let slår et smut forbi arkaden.

Ledige_butikslokaler_i_Aalborg.jpg

Inden for det sidste år er det for alvor begyndt at rykke i trafikken, lyder det fra Michael, hvilket især skyldes de nye lejere på Mølleå: "Vi har fået vores interiørbutik, Kalejdoskop, der for alvor er begyndt at trække folk ned på Mølleplads. Den sælger smarte møbler og småting til hjemmet, og det går rigtig godt," beretter Michael. De trendy boligartikler har nemlig vist sig at have et solidt kundegrundlag i byen.

"Vi blev så glade, da Kalejdoskop kom ind i lejemålet, og vi kunne se hvor mange kunder, der kommer ned i området," fortæller Michael om de nye kunder. I dag er det mærkbart, hvordan trafikken forgrener sig fra hovedstrøget ned til erhvervslokalerne på pladsen. Butikkerne trækker i løbet af dagen, imens gourmetrestauranten Mortens Kro tager over i aftentimerne.

Butikslejemål i Aalborgs indkøbscentrum

Indkøbsmulighederne er nemlig blevet rigtig gode i denne del af byen, og det er noget aalborgenserne er ved at finde ud af, forklarer Michael W. Henriksen: "Mølleå Arkaden ligger kun 200 meter fra hovedindgangen til Salling, som er vores kæmpe varehus her i Aalborg. De har faktisk lige udvidet, og jeg tror de er kommet op på nær 10.000 m² nu. Det er også noget, der trækker en masse mennesker til."

Overfor Mølleå Arkaden ligger Caféministeriet, der i sommermånederne står for Aalborgs største udeservering med et rigtig fint cafémiljø. Det hele går faktisk i den rigtige retning her i Aalborg, konstaterer Michael:

"Nu har jeg været ved C.W. Obel i 10 år, og jeg har aldrig før oplevet, at alle vores lejemål har været lejet ud på samme tid. Vi har seks erhvervslejemål i Aalborg midtby - Mortens Kro er det ene, mens de fem andre alle er gode butikslejemål midt i byen. Man må sige, at i forhold til hvor presset detailhandelsmiljøet har været, er det egentlig okay," siger Michael på sit underspillede jyske, og han tilføjer: "Hvis man skal lyde som en hel reklame, så er lejemålet i arkaden 'den sidste ledige butik til salg'."

Læs mere om erhvervslejemålet i Mølleå Arkaden her, eller kontakt Michael W. Henriksen for at høre mere.

Del denne nyhed