Lejerrådgivning giver professionel tryghed og gode matches mellem lejere og udlejere

Det danske erhvervslejemarked oplever en tendens, hvor et stigende antal virksomheder benytter sig af professionel lejerrådgivning, når de skal finde erhvervslejemål og indgå lejeaftale. Det handler ikke blot om at sikre en god lejekontrakt, men om at klarlægge behov og skabe gode matches mellem lejere og udlejere, fortæller administrerende direktør i C.W. Obel Ejendomme, Torben Black.

31. marts 2015 - Af Camilla Andreasen


Lejerrådgivning er ikke noget nyt på erhvervslejemarkedet, men området vokser i disse år, og virksomheder i alle størrelser har fået øjnene op for muligheden for at have rådgiver med, når et nyt lejemål skal falde på plads. "Vi ser det i stigende grad. Går du bare fem eller ti år tilbage, var det alene, når det var tale om store lejemål på 5.000 eller 10.000 m², men i dag ser vi lejere helt ned til 500 m², der søger rådgivning i forbindelse med deres lejemål og lejeraftaler," fortæller Torben Black. Med mere end 20 år i branchen ser han positivt på udviklingen og forklarer, at professionaliseringen kommer både lejer og udlejer til gode.

Professionalisering skaber overblik og tryghed hos lejer og udlejer

For lejerne fjernes en masse bekymringer fra processen med at finde og indgå erhvervslejemål. Der kan være meget at holde styr på, lejemarkedet er under konstant udvikling og kun de færreste virksomheder har indgående kendskab til det. Her kan en professionel rådgiver, der kender erhvervslejemarkedet og lejevilkårene netop nu være en stor fordel. Ikke mindst ved at give lejeren komfort, ved at hjælpe virksomheden med at forstå behov og finde en udlejer, hvor lejemål, serviceniveau og stil er et godt match, fortæller Torben Black. "For mange er den altovervejende fordel at de får en tryghed i deres beslutningsproces. Virksomheden står jo foran at indgå en aftale, som måske forpligter dem til at have et kontor i tre eller fem år. Det er enormt vigtigt, at de er sikre og komfortable omkring den proces og beslutning."

Det er specielt klarlæggelse af behov, der kan være til gavn. "Lejerrådgiveren hjælper lejeren med at lave en analyse af deres behov," fastslår Torben Black og forklarer at behovsanalysen giver en mere professionel proces og en bedre forhandlingssituation, når alle parter ved bordet, ved hvad, der skal løses. "Vi kan simpelthen tilbyde bedre muligheder hvis vi ved, hvad vores kunder har brug for," siger Torben Black, men understreger at lejerrådgivning langt fra er et must og at C.W. Obel Ejendomme også gerne hjælper virksomheder med at forstå og klarlægge deres behov ved at tilbyde assistance fra bl.a. spaceplannere. "Vi forhandler ligeså gerne med en kunde, som ikke har ekstern rådgivning, og vi gør vores bedste for at imødekomme alle vores kunders behov." tilføjer han hurtigt.

Lejerrådgiverne er erhvervslejemarkedets matchmakere

Men hvem er de, lejerrådgiverne? Torben Black forklarer: "Lejerrådgivere kan nok bedst ses som en form for ejendomsmæglere, der sidder på den anden side af bordet." Det kan både være de store erhvervsmæglerfirmaer selv, eller mindre rådgivende specialistfirmaer, der tilbyder services inden for det at finde, indgå eller flytte erhvervslejemål. Vigtigst er det, at de har indgående kendskab til markedet. De ved ofte, hvor de spændende muligheder og lejemål er netop nu, og de kender udlejerne, og deres serviceniveau og kan derigennem være med til at sætte gode forbindelser op. "For et ejendomsselskab, der betragter sine lejere som kunder vi gerne vil værne om i mange år, er professionaliseringen en positivt udvikling," understreger Torben Black.

Lejerådgiverne har et bredt kendskab til markedet indenfor det pågældende område, og de sikrer at udlejers serviceniveau og stil matcher kundens behov. Og det er en stor fordel for alle, forklarer Torben: "Det skaber nogle gode og professionelle processer. Det er jo også positivt for os, at lejerne får en professionel rådgivning i forbindelse med indgåelse af lejeraftalen - det giver et godt og professionelt samarbejde, der kommer alle parter til gode!"

Vil du vide mere om hvad C.W. Obel Ejendomme kan tilbyde dig og din virksomhed? Se ledige lejemål her.

Del denne nyhed