Find det rette erhvervslejemål i København

Der er mange ting, der er værd at vide, når du skal finde kontorlokaler i København. Erhvervsejendomme og lokaler til leje fra Nørrebro over Indre by til Christianshavn og Ørestad og ud til Hellerup, byder på et væld af muligheder, men hvordan finder du de helt rette erhvervslejemål i København? Vores udlejningsdirektør Bettina Lange giver her gode råd med på vejen, før din virksomhed starter jagten efter nye kontorlokaler i hovedstaden - og udpeger samtidig byens mest lovende områder.

25. februar 2014 - Af Camilla Andreasen


Erhvervslejemål i København byder på mange muligheder

Med de rette kontorlokaler præsenterer din virksomhed sig stærkere. Det rigtige valg af erhvervslejemål kan understrege din virksomheds profil, så både kunder og medarbejdere oplever en større sammenhængskraft. I en by som København er mulighederne mange, så hvor skal man begynde, når man er på udkig efter ledige lejemål?

Som udlejningsdirektør i C.W. Obel Ejendomme har Bettina Lange stor erfaring med hvilke overvejelser, man som virksomhed bør starter ud med, når man drømmer om nye erhvervslejemål. Det kræver, at man bliver konkret og realistisk mht. sine ønsker og overvejer prioriteter såsom om f.eks. beliggenheden er vigtigere end effektiviteten, offentlig transport vigtigere end p-pladser og så videre. "Det rå pakhus midt på strøget findes jo ikke," indleder Bettina Lange med at advare. Men København er en dynamisk by, hvor nye og gamle kvarterer er under konstant udvikling. Der kan derfor være mange muligheder at holde øje med.

Klargør behovene til dine nye kontorlokaler

For en virksomhed på udkig efter nye erhvervslejemål i hovedstaden, kan det være en givtig start at afklare arbejdspladsens virksomhedskultur, forklarer Bettina Lange. "Jeg ville være meget bevidst om, hvor meget mine medarbejder fylder. Det gælder jo helt generelt - om det er København eller ej. Fylder en arbejdsplads inkl. andel af fællesarealer 11 eller 22 m²? Gør ens kultur, at man kan dele faciliteter med andre, eller ikke?" Når den slags praktiske krav til kontorlokalerne er noteret, har man et godt afsæt for at bygge videre på virksomhedens egen selvforståelse. Det rigtige kontorlejemål kan nemlig underbygge en vigtig del af virksomhedens brand og identitet.

Det rette erhvervslejemål kan understrege din virksomheds identitet

Rammerne omkring din virksomhed påvirker både kunder og medarbejdere. Derfor kan valget af erhvervslejemål være et oplagt redskab til at fremhæve din virksomheds identitet, forklarer Bettina. "Hvad er det, man både eksternt og internt gerne vil fremhæve? Hvad betyder effektiviteten i kontorlokalerne? Og identificerer man sig selv med en ældre, charmerende bygningsmasse?" Med et råt pakhus vil virksomheden få anderledes og udfordrende lokalemuligheder, der indskriver virksomheden i en erhvervshistorisk sammenhæng. "Hvis man søger de rå pakhuse, skal man ud og kigge i industrikvartererne. Men så må man på godt og ondt også tage det, der ligger rundt om, med," forklarer Bettina. Hun udpeger erhvervslejemål på Refshaleøen og kontorlokaler i Valby som muligheder for mere rå rammer: "Men hvis man tager pakhusvalget, kan det være på bekostning af infrastrukturen dertil, for ofte ligger pakhuse i områder uden stærk offentlig transport." I den sammenhæng er Bettinas bedste råd at tænke på effektiviteten i erhvervsejendommen.

erhvervslejemål i københavn.jpg

I de moderne kontorhuse er man fra starten garanteret clear-cut effektivitet, hvor arkitektur og indretning er tilpasset den moderne arbejdsplads. En tilsvarende effektivitet kan man også være heldig at finde i noget af den gamle bygningsmasse, selvom det kræver lidt flere overvejelser. Som virksomhed bør man altså afveje såvel identitet som effektivitet - hvad taler i hvilken retning, og hvordan matcher lejemålet virksomhedens fremtidig drift?

Men hvor skal man så kigge hen, når man er på udkig efter kontorlejemål? For Bettina Lange er svaret Ørestad og området omkring Nordhavnen, der begge har gang i interessante udviklinger.

TIP 1: Find moderne erhvervslejemål i Ørestad

Holdningerne til Ørestad er blevet meget positive de seneste år, hvor området for alvor har samlet sig som bydel. Med energien fra universitetskvarteret samt Danmarks Radio oplever lejerne i de omkringliggende erhvervsejendomme et livligt vidensmiljø i fuld udfoldelse. "Ørestad er blevet et attraktivt sted," forklarer Bettina Lange. "Vi ser, at det ikke længere er et sted, man er nødt til at tage ud til, men i stedet er det blevet et aktivt valg for mange virksomheder. Nu accepterer man det som et erhvervscentrum her i København. Virksomheder har ikke længere de samme problemer med at identificere sig med Ørestad, for området bliver betragtet som et internationalt miljø." Hos C.W. Obel Ejendomme har vi selv kunne mærke den stærke interesse for Ørestad, hvor vores kontorhus, Mikado House, tilbyder fleksible og åbne kontorlokaler. Med et erhvervslejemål her er man midt i Københavns unge, videnstunge bydel, hvor erhvervslivet allerede trives.

TIP 2: Erhvervslejemål nord for København

Områderne nord for København er den anden mulighed, Bettina Lange gerne vil fremhæve. "Tuborg Nord og Nordhavnen er super attraktivt. Området fra Tuborg Nord til Langelinie vil fremadrettet blive betragtet som ét stort fællesområde. Det kommer til at forbinde indre og ydre Østerbro på en helt anden måde," forklarer hun. På sigt vil Nordhavnen blive et nyt erhvervscentrum for København, men indtil udbygningen er længere, er Tuborg Nord fortsat attraktivt med effektive arealer, god for såvel S-tog tilgang, kystbanen og Helsingørmotorvejen, og med rigtig fine p-faciliteter. Den økonomiske krise har dog sænket farten på projektet, og det er først nu, man for alvor sætter gang i byggerierne. "Det er for de store virksomheder, der kan vente på, at der bliver bygget til dem," forklarer Bettina, der dog er overbevist om, at der er gode ting i vente..

Med et godt match mellem kontorlejemål og din virksomheds identitet får du skabt synergi, der både skaber en stærk profil udadtil og giver dine medarbejdere en oplevelse af sammenhæng - se ledige erhvervslejemål i København med det samme.

Del denne nyhed