C.W. Obel Ejendomme køber den tidligere Danisco Ejendom i Københavns Havn

C.W. Obel Ejendomme har netop indgået en aftale om købet af den markante 22.575 m² store ejendom med front ud til Københavns Havn, der tidligere fungerede som Daniscos hovedsæde.

6. februar 2013 - Af Camilla Andreasen


C.W. Obel Ejendomme har netop lukket en aftale med Dupont Nutrition Biosciences - tidligere Danisco - om køb af ejendommen Langebrogade 1-3 på Christianshavn med front ud til Københavns Havn. Ejendommen overtages i slutningen af marts 2013 og vil herefter blive gennemgribende renoveret og moderniseret, således at den fremover opfylder kravene til moderne, effektive kontorlejemål.

Virksomhederne Dupont Nutrition Biosciences og Nordic Sugar, som begge bor i ejendommen i dag, bliver som kunder i ejendommen i ombyggede og tilpassede kontorlejemål. Udover disse to lejemål er der godt 4.000 m² kontorer, der kan udlejes i lejemål fra 600 m² og op. Planen er, at de eksisterende og nye kunder skal bindes sammen i et koncept med fælles kantine, mødecenter og fitnessfaciliteter, som C.W. Obel Ejendomme allerede har succes med i Mikado House ved DR Byen, Langebrogade på Christianshavn og CWO-Huset i Aalborg.

"Vi vil snart kunne tilbyde virksomheder attraktive lejemål i et charmerende havnekvarter og med en central beliggenhed. Det faktum, at både sælger og Nordic Sugar har ønsket at indgå nye, lange lejekontrakter, tager vi også som et klart udtryk for, at det er en interessant ejendom for virksomheder at bo i," siger direktør i C.W. Obel Ejendomme Stella Jacobsson.

Længerevarende forhandlinger fik aftalen i hus

Forhandlingerne har stået på siden sommeren 2012, oplyser Stella Jacobsson: "Vi er meget tilfredse med, at det endelig er lykkedes at blive enige om en handel, som vi tror, at begge parter vil blive glade for. Ejendommen passer fint ind i vores portefølje. Vi har haft fokus på, at den kan moderniseres, således at den efter ombygning bliver mere effektiv for vores kunder, samtidig med at den har en ikke-uvæsentlig attraktionsværdi - både på grund af ejendommens markante arkitektur og den smukke beliggenhed," siger hun. CBRE og Accura Advokataktieselskab har været rådgivere for køber i forbindelse med handlen.

C.W. Obel Ejendomme har som sin erklærede mission at investere i velbeliggende funktionelle kontorejendomme med høj arkitektonisk værdi. Det strategiske fokus på kontorejendomme gør, at vi løbende har udbygget vores specialistkompetence inden for erhvervslejemål til gavn for vores kunder, som vi tilbyder attraktive kontorlokaler og lejemål i København, Aarhus og Aalborg. Efter købet af Langebrogade 1-3 har vi en portefølje på 4,7 mia. kr. med markante ejendomme i alle tre byer.

Danisco ejendommen er en historisk del af dansk erhvervsliv

Den enorme pakhusbygning var indtil for få år siden administrationsbygning og hovedsæde for Danisco. Bygningen blev tegnet af Emil Jeppesen (1851-1934) og opført i årene 1912-1913 til brug for De Danske Sukkerfabrikker. Den store administrationsbygning var oprindeligt pakhus for sukkerraffinaderiet Phønix, hvis Fugl Føniks stadig sidder i relieffet på muren mod Langebro - og her lå skibene til i havnen, mens de lossede råsukker fra landets sukkerfabrikker. På fabrikken raffinerede man råsukkeret ved rensning og filtrering og herefter tørring. Denne proces endte med den berømte hvide sukker, vi alle kender, og fra pakhuset lastede man igen skibene med sukker til forbrugerne. De oprindelige tilstødende fabriksbygninger blev bombet under Anden Verdenskrig.

Danisco gennemførte i 1989-1990 en omfattende restaurering og ombygning af ejendommen til kontorer. Arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard forestod arbejdet, der blev præmieret af Københavns Kommune i 1991. Det er således en historisk markant og velrenommeret ejendom, der nu er blevet en del af vores portefølje, og vi ser frem til at videreføre traditionen for høj kvalitet i vores istandsættelse såvel som i forholdet til de nuværende og fremtidige lejere.

Del denne nyhed