Hjemme i København, Obels Gård

Vestergade 2, 1456, København K

I den ældste del af København, tæt ved de klassiske universitetsbygninger, Københavns Byret, Rådhuspladsen og Strøget ligger denne ejendom, der i dag er hovedsæde for C.W. Obels aktiviteter. Ejendommen var oprindelig gæstgivergård og havde navnet ”Sjælland”, som eksisterede fra 1565 og frem til slutningen af 1800-tallet. Fra 1652 tilhørte gården Bartholomæus Pedersen, der var rådmand og sekretær i Tyske Kancelli. Gæstgivergården har givetvis haft et godt ry, for i 1682 boede den spanske gesandt her. Det eksisterende forhus er opført i 1796-97 og fremstår i dag stort set uændret. Et omfattende stald- og pakhuskompleks bagest på den store grund blev i 1936 erstattet af en kontor- og lagerbygning opført af Frits Schlegel for tobaksfirmaet C.W. Obel. Fra 1800-tallet var Vestergade nemlig også Københavns tobaksgade, hvor der kunne købes cigarer og pibetobak.

Ledige lejemål i denne ejendom